Læsø – et sted man kan ta’reller

Læsøs guld - og slet ikke svært at finde!
Læsøs guld – og slet ikke svært at finde!

Kantarellen er en af landets mest eftertragtede svampe. Den kan bruges til meget, er nem at kende, og dér hvor den findes, vokser den som regel gavmildt og lader sig let finde med sin lysende, orange farve.

Læsø er et af landets fineste kantarellokaliteter. Da jeg selv boede på øen fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke skulle gå langt for at finde denne fantastiske gave, som naturen ganske gratis tilbyder alle. Der er stor forskel på at gå i timevis og finde tre eller fire af de svampe, man gerne vil finde – og så gå i en halv time og finde et kilo. For det meste er det den sidst nævnte oplevelse, jeg har haft på Læsø.

Kantarellen vokser især på sandede og magre lokaliteter ofte i symbiose med rødder fra birk, eg eller lyng, men den findes også under gamle bøgetræer i landets mere frodige egne.

svampe og biller (23).JPG
Kantarellen kendes bedst på sin orange farve og de forgrenede lameller

 

Den hører til lamelsvampene, hvor, der desværre også findes en del giftige arter, men hvis man blot sætter sig lidt ind i hvordan denne svamp ser ud, er der er ingen anden svamp, man kan forveksle kantarellen med. Den er derfor også en af de sikreste svampe at indsamle og spise.

Det kan godt føles svært, hvis man er nybegynder og ikke kender ret mange svampe, men her er altså en art, der uden dikkedarer burde kunne genkendes af enhver. Man skal aldrig eksperimentere med at spise en svamp, man ikke er sikker på. Det kan få – og har haft – katastrofale konsekvenser.

Kendetegn

Kantarellen har oftest en stærk, orange farve i det mindste på oversiden, der er glat og uden riller eller rynker. Farven kan også være blegt gul. Undersiden af hatten er rillet af lameller, og disse grener sig en til flere gange fra stokken og ud mod randen af hattens underside. Duften er markant, men venlig og indbydende. Den dufter faktisk af skovbund! Hvis den er ung og ikke så udviklet – især om foråret – er der ikke så meget at se under svampehatten. På dette stadie kan den nærmest minde om en lille, orange champignon, men man vil altid kunne erkende de tydelige lameller.

En skål kantareller
At samle kantareller eller andre svampe er en god beskæftigelse for familien….

Anvendelse

Hvad kan man så bruge denne fine spisesvamp til….?. Personligt er min favorit “Skovfogedens kantarelmad”, som er beskrevet nedenfor, men den har lige så mange anvendelsesmuligheder, som mennesker har fantasi. Vi har således brugt den på pizza, i pastaretter, tørret, frossen, syltet og blot som smuk og velsmagende garniture til mange forskellige retter. Den passer specielt godt som garniture til vildt, som f.eks. rådyr, hare eller fasan. Tørret og knust til pulver er den et bedre og mere økologisk alternativ til bouillonterninger både i supper og i saucer. Den giver rigtigt meget smag!

Voksesteder

På Læsø kan du finde denne fantastiske svamp de fleste steder i Klitplantagen og også mange andre steder, hvor der vokser skov. Her skal du enten gå efter de grønne skovspor under de mange fyrrebevoksninger eller ude blandt lyngen et af de mange steder på hederne især der hvor der også vokser birk, eg og fyr.

På Naturstyrelsens arealer må du godt samle kantareller til eget forbrug, men det er ikke lovligt at samle dem med salg for øje. De er et fælles gode, som alle kan få del i og nyde, og hvis man blot samler på en fornuftig måde, vil der altid være rigeligt til alle.

"Skovfogedens kantarelmad"
“Skovfogedens kantarelmad” – en herreret af de usædvanlige!

Opskrift

  • To gode håndfulde friskplukkede, rensede og skyllede kantareller
  • lidt strimlet iceberg salat
  • 2 dl. cremefine (eller piskefløde!)
  • salt og peber
  • et bundt persille
  • seks skiver finthakket og sprød-ristet bacon
  • to skiver ristet sandwichbrød

Fremgangsmåde

Rist de små udskårne stykker bacon, så de er sprøde
Læg dem på et stykke køkkenrulle

Varm en tør pande op, så den næsten ryger.
Tilsæt svampe og lad dem lukke, så de ikke afgiver mere vand.
Tilsæt cremefine eller fløde og skru ned for varmen
Smag til med salt og peber
Lad nu retten koge ind, så den får en cremet konsistens
Rist brødet imens
Drys strimlet salat på brødet og hæld de færdige svampe over
Drys med bacon og persille.

Servér med en iskold øl eller et glas koldt hvidvin……

Læs mere om regler for indsamling og behandling af svampe på Naturstyrelsens hjemmeside: http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturen-netop-nu/efteraar/svampejagt/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2 thoughts on “Læsø – et sted man kan ta’reller

  1. ved du hvor udbredt kantereller er – hvor nordligt og hvor sydligt de vokser ?
    Er forøvrigt stor beundre af dine artikler !

    Like

  2. Hej Hanne
    I Danmark er Almindelig kantarel udbredt over stort set hele landet. Den vokser både i løvskove og nåleskovsplantager og også på hedeflader med spredt opvækst af f.eks. birk, eg og asp.
    Hvis du tænker på resten af verden, har jeg fundet en artikel på Wikipedia, hvor det angives at kantareller findes i de nordlige dele af Europa, Nord Amerika, Central Amerika samt i Asien og Afrika.
    Det er således et meget stort udbredelsesområde man kan finde kantareller i – og det er jo ikke så ringe endda 🙂

    Tak for de venlige ord!

    Like

Skriv en kommentar