Når Gøgen kukker blandt Læsø’s urter….

Når Gøgen kukker, springer gøgeurterne ud!” Dette gamle mundheld passer godt med de første af vore orkideer, der allerede springer ud i maj måned. Det er altså den sjove fugl Gøgen, der har givet de smukke planter deres navn. På Læsø er det dog lidt senere end den første gøge-kukken, idet der her ikke findes de helt tidlige arter.

Orkidefamilien rummer ca. 24.000 arter i verden og repræsenteres af højt specialiserede planter, som både lever som epifytter (lever på andre planter) og som jordboende planter eller som saprofytter (lever på og af andre rådne planter). De fleste danske orkideer og dermed også de, der vokser på Læsø er jordboende orkideer. Danske orkideer lever som regel i symbiose med svampe – d.v.s. i et gensidigt afhængighedsforhold mellem de to organismer.

Vil man se orkideer på Læsø, så er det i løbet af juni og juli måned, man skal ud og kigge efter dem.

Læsø har mindst syv orkide-arter, og de fleste af disse er knyttet til fugtige og ofte kalkrige steder, hvor naturen har været uforstyrret af dræning, gødskning og sprøjtning. I dette blog indlæg ser vi på fire af de mest iøjnefaldende, og som blomstrer på Læsø nu eller i den allernærmeste fremtid.

Alle Danmarks orkideer er fredede, så hvis du føler trang til at tage dem med hjem, så gør det på et eller flere billeder fra dit kamera – og del dem gerne med os andre…

Kødfarvet-gøgeurt
Kødfarvet gøgeurt i Kærene

Kødfarvet gøgeurt (Dactylorhiza incarnata ssp. incarnata) er en af de tidligste. Man finder den i Kærene på midten af øen, på Rønnerne og ved Bløden Hale i de fugtigste partier. I Kærene findes en speciel underart, der tidligere kaldtes Læsø-gøgeurt. Den kan, som flere andre orkide-arter, have mange farver, fra næsten hvid over rosa til lilla – men for det meste er den lyserød eller rosa. Bladene er lyst grønne og aflange til elliptiske uden pletter.

Plettet-gøgeurt-2
Plettet gøgeurt på Rønnerne

Plettet gøgeurt (Dactylorhiza maculata ssp. maculata) begynder at blomstre nogle uger efter Kødfarvet gøgeurt. Den trives også i Rønnernes fugtige dele, men tåler bedre, at bunden tørrer lidt ud hen over sommeren, og vokser derfor også på mange af Læsøs øvrige hedeområder. Den har aflange, plettede blade og oftest lyst, lilla blomster med mørkere, lilla aftegninger. Blomsterstanden ligner i starten en pyramide, men bliver i løbet af blomstringen mere cylinderformet. Dette skyldes at orkideblomster springer ud nedefra i blomsterstanden

Bakkegøgelilje
Bakke-gøgelilje vokser ofte sammen med Plettet gøgeurt

Bakke-gøgelilje (Platanthera bifolia ssp. bifolia) vokser ofte sammen med Plettet gøgeurt, og er den af de fire orkideer, nævnt her på bloggen, der kan tåle at stå tørrest. Den vil derfor ofte stå på de små forhøjninger og tuer, der f.eks. er på Rønnerne eller på mange af øens hedeflader. Prøv at lægge dig på knæ og duft til blomsterne, der især om morgenen og aftenen sender en vidunderlig vaniljeduft ud. I den lange, tynde spore gemmer denne orkide desuden en meget sød nektar, der ivrigt opsøges af sommerfugle og natsværmere. Disse er de eneste bestøvere, der har så lang og tynd en snabel at den kan komme ned i sporen.

Ægbladet fliglæbe
Ægbladet fliglæbe

Ægbladet fliglæbe (Neottia ovata) vokser i krat og skove, hvor der er let skygge og læ. Den er ikke særligt kræsen med hensyn til jordbund, men kan bedst lide lyse muldskove. Dem er der ikke mange af på Læsø, så derfor finder man den typisk i birkeskov og -krat. Den er ikke så nem at se på afstand da den mest er klædt i grønne nuancer, men går man tæt på ser man de små fine røde kanter på blomster og blomsterstilke.
Dens navn hentyder til de to ovale eller ægformede grundblade, der er denne orkides vigtigste kendetegn.

Det er ikke svært at finde disse orkideer på Læsø. Du skal blot ud og åbne øjnene og i nogle tilfælde også næseborene. Så vil jeg love en oplevelse ud over det sædvanlige. For selvom eksotiske orkideer er blevet almindelige på supermarkedets hylder, så er det altid en stor oplevelse, at finde vore egne juveler i den danske natur. Nyd dem og værn om dem, ved at lade være med at plukke dem eller grave dem op. De vil næppe trives, hvis de flyttes!

Der findes en del andre orkideer på Læsø – dem ser vi på i et senere blog indlæg.

Navigér til Bloggens forside…

Reklamer

One thought on “Når Gøgen kukker blandt Læsø’s urter….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s